Kendte: Derfor passer vi på pigerne
-Jeg har selv været vidne til en kvindes fire år lange indædte kamp mod kræft - en kamp, hun desværre tabte. En af de værste følelser i den forbindelse var den hjælpeløshed, vi, der var omkring hende, følte. Der var intet vi kunne gøre! Men det er der her! Her kan man være med til at forebygge risikoen for at få, eller give den virus, som kan føre til livmoderhalskræft, og som i værste tilfælde kan slå ihjel. Det kræver så lidt, men tro mig, det kan betyde alverden, siger Jooks alias Johan Forsby.
-Livmoderhalskræft er en af de få former for kræft, der rent faktisk kan forebygges. Der findes en vaccine og et screeningstilbud, og mit mål er at få det budskab ud til så mange danskere som muligt. Jeg bærer selv en del af ansvaret, siger TV-værten Felix Smith.
Jeg vidste ikke, at der dør en pige hver 3. dag i Danmark af livmoderhalskræft. Jeg vidste heller ikke, at det tit er os (drenge), der smitter pigerne med HPV, som er den virus, der kan udvikle sig til kræft, eller om alle de sindssyge bivirkninger behandlingen af livmoderhalskræft kan medføre. Det fantastiske er, at ingen piger, hverken behøver at dø, at få kræft eller leve med bivirkningerne, da der findes en forebyggende vaccine og et velfungerende screeningsprogram. Når jeg ikke vidste disse ting, er der helt sikkert mange andre, som heller ikke ved det. Derfor har jeg valgt at støtte op omkring Vidunderlivet, siger Noam Halby.
-Vidunderlivet er en sag, man bør støtte, uanset om man har dansk baggrund, er mørk eller lys, ung gammel, rig eller fattig. Det drejer sig om at redde menneskeliv, og hvad er bedre end at få muligheden for at støtte op om netop denne kampagne og få befolkningens opmærksomhed rettet mod en kræftform, som man faktisk kan beskytte sig mod. Det er min pligt, siger skuespilleren Said Chayesteh.
- Når den lægelige viden er til stede og det eneste, der mangler, er den brede offentligheds opmærksomhed på problemet, dets omfang og konsekvenser, ser jeg det nærmest som en pligt at give en hånd med. En hånd, jeg samtidig er meget stolt af at tilbyde, lyder det fra Danmarks kendteste model Mathias Lauridsen.
Rapperen Jooks, tv-værten Felix Smith, skuespilleren Said Chayesteh, forsangeren i Johnny Deluxe, Noam Halby og Danmarks kendteste model Mathias Lauridsen bakker sammen med skuespillerne Julie Ølgaard, Laura Christensen og Neel Rønholt op om Kræftens Bekæmpelses kampagne Vidunderlivet.
Budskabet er, at mænd skal tage ansvar ved at opfordre kvinderne i deres liv til at beskytte sig mod livmoderhalskræft ved at blive vaccineret og deltage i screening.
Lyt til Jooks flotte og ærlige sang om sin svigermor, som døde af kræft. Sangen hedder: "Tårer på min kind" og er fra albummet "Priviligeret".
