Event på Custom House
Lørdag d. 19. september 2009 afholdte Lady-logen en storstilet og luksuriøs sko-auktion til fordel for Vidunderlivet. Eventen fandt sted på Custom House i København og med udsigt over Københavns kanaler og med Custom Houses lækre lokaler som aftenens ramme, var stemningen helt i top.
Arrangementets fokus på livmoderhalskræft opstod ifølge Tine Louise Knudsen og Mette Marie Lei, som er repræsentanter for Lady-logen, fordi ”Vi var interesserede i at sætte fokus på noget, som gav mening for os begge. Vi har begge været ramt af celleforandringer og synes, at vi manglede information og oplysning om emnet. Med vores SKO-auktion forsøgte vi skabe nogle nye rammer for indsamling til velgørenhed.”
Også plads til alvor
Som optakt til auktionen var overlæge Iben Holten fra Kræftens Bekæmpelse tilstede for at fortælle om forebyggelse af livmoderhalskræft. Med sig havde hun en opfordring til de fremmødte kvinder om at tage imod tilbud om screening og vaccination, og budskabet blev fulgt op af Tine Louise og Mette Marie som fortalte om egne erfaringer med celleforandringer. Dermed fik de på kontant men kærlig vis mindet loge-søstrene om vigtigheden af de regelmæssige screeninger.

Sko, sko og atter sko
Aftenens tema var altså et alvorligt budskab, men mixet med over 100 festklædte kvinder og 13 par designer sko som alle startede på 200 kr. stykket, blev budskabet modtaget med højt humør. Aftenens auktionarius var Lisbeth Østergaard og med hendes humoristiske tilgang til opgaven, fik de fremmødte loge-kvinder hurtigt pungen op ad lommen, og kampen om de lækre sko blev skudt i gang.

Resultat
Sko-auktionen endte samlet på hele 20.050 kr. som går ubeskåret til Vidunderlivet, ligesom overskuddet af de til aftenen designede cocktails ’Vidunderlady’ støtter kampagnen. Tine Louise og Mette Marie er meget tilfredse med aftenens forløb, men vigtigst af alt er næsten det resultat som viste sig mandag morgen: ”Efterfølgende har vi fået flere mails fra piger, som allerede om mandagen ringede og bestilte tid til screening. Det synes vi i virkeligheden er det største succeskriterium – at vi fik rykket ved nogle kvinders tankesæt omkring livmoderhalskræft.” Fra Vidunderlivets side er vi meget taknemmelige over støtten og rejser en stor tak til Lady-logen og alle de fremmødte kvinder for aftenens meget flotte resultat.

(Fotograf: Kenneth Nguyen).

Ældre